Jeg har været medlem af FDB i tre år – point på voksenkontoen, wuhuu! Jeg havde intet opdaget før nu, men i maj i år lancerede FDB åbenbart et nyt pointsystem, kaldet CoopPlus, hvor man kan samle point, der kan bruges ved køb på PlusTorvet.
Pointsystemet er progressivt. Man begynder at få point, når man har købt for over 500 kroner på en måned – derefter får man 1 point for hver 10 kroner, man køber for. Når man har købt for 1.000 kroner på en måned, får man 2 point for hver 10 kroner, man har købt for. Osv.
Systemet er altså, at jo mere man køber i Coops butikker, jo flere point får man til køb på hjemmesiden. Det lyder jo pænt win/win, men sagen er den, at man skal lade oplysninger om sine køb registrere hos Coop, før man får point ud af det. Vil man have fordele som medlem CoopPlus, skal forbrugerne derfor acceptere, at Coop gemmer oplysninger om forbrugernes indkøb, for på den måde at markedsføre sig mere direkte til de enkelte kundegrupper. Var der nogen der sagde overvågningssamfund?
Sådan her kommer der nok til at stå på min Coop-profil: Ung kvindelig forbruger. Foretager udelukkende budgetvenlige køb. Spiser sæsonens frugt og grøntsager og drikker øko mini. Køber ofte honningsnitter fra Karen Wolf, ellers inden søde vaner. Bruger kun billig køkkenrulle.
What’s to like:
- At den direkte markedsføring gør, at man kun får relevante tilbud i din mailboks.
- At man også kan fravælge at få markedsføring rette mod sin mailboks.
- At det føles meget voksent at være medlem af FDB.
- At man trods alt ikke får point for køb af tips-kuponer, alkohol, tobaksvarer og håndkøbsmedicin.
What’s not to like:
- At man skal købe for over 500 kr. om måneden for at få point til PlusTorvet, hvilket betyder, at man ikke får point alle måneder.
- At det vil tage en almindelig forbruger flere år at spare point nok sammen til en ny sweater.
- At FDB sikkert ikke engang har nye sweatre på PlusTorvet.
- At FDB er bigbrother-agtig og gemmer kopier af forbrugernes kassebonner.
- At det progressive pointsystem gør det utrolig svært for forbrugerne at sætte sig ind i, hvad en vare på PlusTorvet reelt koster.
Alt i alt
FDB - det er en ommer. Det er simpelt hen for svært at spare point nok sammen til at købe noget på PlusTorvet. Oveni gemmer I oplysninger om medlemmernes indkøbsvaner under påskud af, at det er til gavn for medlemmerne – det er det ikke! Ordningen lugter kommercielt og er begrundet i ønsket om en større afsætning.
Det progressive pointsystem gør det rigtig svært for forbrugerne at finde ud af, hvad en vare reelt koster. Det betyder også, at det bliver meget svært at sammenligne priser for forskellige vare. For hvor mange penge udgør fx 500 point, hvis man har tjent pointene over fx et år, hvor man har købt ind for forskellige beløb hver måned? Det er jo et næsten umuligt regnestykke for den almindelige forbruger.
Pointsystemet vil få nogle forbrugere til at købe mere eller købe oftere ind i Coop, end de ellers ville have gjort. Det er ikke godt for forbrugerne.
CoopPlus er om talt hos Tjek.dk her
Coop imødekommer kritikken her